Pressemeddelelse

2015 blev et tilfredsstillende år for Himmerland Forsikring

28. april 2016 08:30
Omstillingen til nye forventninger fra kunder og krav fra myndigheder forløber planmæssigt

Himmerland Forsikring fik i 2015 samlet set et resultat, som adm. direktør Ole Færch betegner som tilfredsstillende. Resultat før skat blev et overskud på 30,8 mio. kr., og resultatet efter skat på 28,9 mio. kr. Selskabets egenkapital udgør herefter 701,6 mio. kr. Koncernens bruttopræmieindtægter er på 371,9 mio. kr., og præmieindtægterne for egen regning udgør 309,1 mio. kr.

”Selvom vi lever i en tid, hvor effektivisering er blevet et modeord i forsikringsverdenen, finder vi stadig plads til gennem en systematisk servicering at tilbyde vores forsikringstagere en gennemgang af deres forsikringsbehov, og vi har foreløbigt på denne måde i løbet af 2015 været i kontakt med over 3500 forsikringstagere, som er blevet opdateret til nyeste version af forsikringsprodukterne, hvis de har ønsket det. Gennem øget markedsføring er det ligeledes lykkedes at få skabt opmærksomhed på et regionalt tilstedeværende gensidigt forsikringsselskab, der af natur er anderledes, fordi vi er tæt på og ligetil. Men vi er også anderledes i vores tilgang til betjening og behandling af forsikringstagerne. For os er det hele tiden nærheden og mennesket, der er i fokus. Det er helt naturligt som kundeejet selskab”, siger adm. direktør Ole Færch.

Forsikringsvirksomheden viser et mindre underskud på 1,7 mio. kr. mod et overskud på 14,9 mio. kr. året før, hvilket vidner om en robust forsikringsforretning, hvor der gennem en efterhånden længere årrække ikke er gennemført præmieforhøjelser efter større skadebegivenheder – som eksempelvis orkan-, skybruds- eller snetrykskader. Tværtimod har det været muligt i forbindelse med opdatering af forskellige forsikringsprodukter at gennemføre en lavere prissætning for flere produkter, bl.a. bilforsikring. Ligeledes har selskabet udbetalt jubilæumsrabat, som over de seneste to år har medført en samlet resultatpåvirkning på -9,7 mio. kr.

”Dette har været muligt som følge af solide investeringsafkast gennem de seneste år. Koncernens egenkapital er gennem de sidste 4 år vokset med godt 200 mio. kr., selvom vi i den samme periode har set et til stadighed faldende renteafkast af placerede midler. Denne udfordring har senest medført et hidtil ukendt begreb, nemlig minusrente. Meget tyder på, at denne tilstand vil være længerevarende, hvorfor det er ekstra vigtigt, at den omstilling, som selskabet har været igennem de seneste år, er begyndt at vise gode resultater som følge af den bevidste strategi, vi har fulgt på det kunderettede område”, tilføjer Ole Færch.

Finanstilsynet var i december måned 2015 på ordinært inspektionsbesøg hos Himmerland Forsikring og datterselskabet Concordia Forsikring. Her blev alle væsentlige områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der har den største risiko.

”Efter afslutning af tilsynsbesøget med efterfølgende afrapportering, som alene efterlod to mindre forhold til udbedring, hvilket straks blev påbegyndt, er det tid til at stoppe op for at kunne konstatere, at vi i de foregående år har kunnet omstille virksomheden i forretningsmæssig henseende og samtidigt fået indrettet organisationen til at kunne leve op til de nye regler og vilkår. Disse er ganske komplekse og betyder ligeledes øgede krav til bestyrelsens samlede kompetencer. Begge dele kan vi glæde os over at være kommet i mål med – efter tilsynets vurderinger”, påpeger Ole Færch.

Ole Færch forklarer, at stabile resultater af datterselskabsdrift stadig har en høj bevågenhed i koncernen, og han noterer sig derfor, at Concordia Forsikring as. kom tilfredsstillende gennem året med et forsikringsteknisk overskud på 7,0 mio. kr. og et resultat efter skat på 5,5 mio. kr. Der er optjent bruttopræmier for 241,7 mio. kr., mens præmier for egen regning udgør 162,6 mio. kr. Concordia Forsikrings egenkapital ultimo 2015 andrager 221,3 mio. kr.

Positiv forventning til fremtiden

Himmerland Forsikring er som moderselskab i en velkonsolideret forsikringskoncern i stand til at opfylde den nuværende lovgivnings krav om basiskapital godt 17 gange, og koncernen er dermed godt forberedt til de kommende udfordringer, hvor disse velkonsoliderede kapitalforhold vil være et vigtigt og positivt element for koncernens fremtidige udvikling.

”Himmerland Forsikring har gennem de sidste godt 12 år udviklet sig til at være repræsenteret andre steder end udgangspunktet i Nordjylland. Specielt aktiviteterne i datterselskabet Concordia Forsikring har medvirket til denne spredning i både geografi og produktudbud. Gennem Dyrekassen Danmark og Dansk Hesteforsikring har vi fået et godt fodfæste inden for tegning af specialforsikringer til hunde, katte og heste. Faktisk udgør disse forsikringstyper op imod en fjerdedel af koncernens samlede omsætning, og Concordia Forsikring, der har kontorer i Odense, Aars, Ærøskøbing, Frederiksberg og på Læsø, er – målt på direkte forretning – blevet dobbelt så stort som moderselskabet Himmerland Forsikring”, slutter Ole Færch.