Pressemeddelelse

Himmerland Forsikring fortsætter en god forretningsudvikling

25. april 2019 08:22
Koncernens årsresultat for 2018 betegnes absolut tilfredsstillende.

Året 2018 blev samlet set et absolut tilfredsstillende år for Himmerland Forsikring gs., som viser et overskud efter skat på 30,2 mio. kr. mod et overskud på 56,0 mio. kr. året før.

Af periodens nettoresultat kan 20,7 mio. kr. henføres til det forsikringstekniske resultat mod 23,2 mio. kr. året før, mens 12,7 mio. kr. hidrører fra investeringsvirksomheden mod 41,5 mio. kr. i 2017.

Adm. direktør Ole Færch oplyser, at udviklingen i præmieindtægterne har medført en fremgang på 4,3 % i bruttopræmieindtægterne, som er steget fra 207,6 mio. kr. til 216,5 mio. kr., hvilket er i niveau med forventningerne. Bruttopræmieindtægterne på koncernbasis er ligeledes steget fra 394,1 mio. kr. til 413,4 mio. kr. svarende til 4,9 %, hvilket er ganske tilfredsstillende, når den generelle markeds- og konkurrencesituation tages i betragtning.

”Det er absolut tilfredsstillende, at selskabet og dermed koncernen kan notere en fortsat positiv udvikling i en periode, hvor koncernen har konsolideret to forsikringsporteføljer ind i forsikringsdriften. Samtidigt viser resultatet, at disse udvidelser af forretningsomfanget har kunnet rummes inden for en omkostningsudvikling, der ikke har påvirket den samlede bruttoomkostningsprocent”, tilføjer Ole Færch.

Concordia Forsikring, der ejes af Himmerland Forsikring, kom meget tilfredsstillende gennem året med et forsikringsteknisk overskud på 25,7 mio. kr. og et resultat efter skat på 16,6 mio. kr. Der er optjent bruttopræmier for 259,7 mio. kr. svarende til en stigning på 3,6 %. Med henblik på at kunne øge denne forretningsmæssige udvikling i de kommende år, har moderselskabet netop tilført datterselskabet yderligere nominelt 25 mio. kr. i aktiekapital, hvorefter Concordia Forsikrings egenkapital ultimo april 2019 andrager godt 300 mio. kr.

”Vi har gennem Concordia Forsikring efterhånden opnået en god erfaring med overtagelse og fortsat videreudvikling af forsikringsporteføljer fra mindre selskaber, der af forskellige årsager finder det mest hensigtsmæssigt at ophøre med selvstændig og typisk meget omkostningstung drift, men samtidig gerne vil videreføre det lokale virke til gavn for både område og beskæftigelse. Senest er koncernen udvidet med Dansk Glasforsikring, der fortsætter sit virke som selvstændigt brand”, fremhæver direktør Ole Færch.

De finansielle indtægter var i 2018 præget af en tilfredsstillende udvikling i resultatet af datter-selskabsdrift, mens resultat fra associeret virksomhed og afkast fra øvrige investeringsaktiver har været mindre tilfredsstillende, således at investeringsafkastet samlet har givet et resultat på 12,7 mio. kr. mod 41,5 mio. kr. året før.

Det faktum, at koncernen er kommet gennem de seneste 10 år med et årligt plus på forsikrings-driften, vidner om en robust forsikringsforretning, hvor vi uden at have gennemført præmieforhøjelser har kunnet dække større skadebegivenheder, fordi koncernens forskellige risici gennem de samme 10 år er blevet bredt mere ud - både geografisk og produktmæssigt. Disse resultater er nødvendige for at være i stand til at stå imod i de år, hvor de finansielle markeder udvikler sig ugunstigt, som det netop skete i 2018”, slutter direktør Ole Færch.

Egenkapitalen pr. 31. december 2018 udgør 838,7 mio. kr. Selskabets solvenskapitalkrav opgjort pr. 31. december 2018 sammenholdt med kapitalgrundlaget opgjort for samme periode betyder, at Himmerland Forsikring har en solvensdækning på 3,7, og dermed fortsat er et meget velkon-solideret selskab, hvilket vil have en positiv indflydelse på koncernens stabile udbygning gennem fortsat kontrolleret vækst og risikopåtagelse med udgangspunkt i en koncernpræmieomsætning på 413,4 mio. kr. og en bruttoomkostningsprocent på  19,9. Koncernens samlede forsikrings-tekniske resultat for 2018 udviste et overskud på 48,1 mio. kr. mod 49,4 mio. kr. året før.